2023 Lyset og mørket

Årets emne i SkriveCup er dansk, nordisk eller international litteratur (i oversættelse) fra før år 2000, der på den ene eller anden måde tematiserer emnet lyset og mørket.

Lad der blive lys, og der blev lys.” Siden myterne om verdens skabelse har lyset haft en central betydning for liv. Intet lys, intet liv, men samtidig har vi ikke en fuldstændig forståelse for lyset uden mørket, som Ikaros, der i sit overmod fløj for tæt på solen og lyset og blev ramt af nemesis, et fald ned i havet og mørket. Lyset indgiver dog ofte et håb. ”Der er lys for enden af tunnelen”, eller ”Det er altid mørkest lige før daggry.”, siger man, når livet viser sig fra sin barske side og trækker nogen ned i mørket. Men uden mørket er det svært at se lyset, og de er dermed begge nødvendige livsvilkår.

Snart skal vi svøbes ind i den mørke, kolde dag.” Sådan indleder Baudelaire et af sine efterårsdigte og sætter dermed stemningen for den mørke magt, der ligger i efterårets og vinterens komme. Nordbrandt tilslutter sig koret ved at proklamere, at ”Efteråret er digterens årstid”, og hvem kan være i tvivl om det, når man læser hans berømte novemberdigt ”Året har 16 måneder”. Her føles efteråret uendeligt langt, og man tvivler på, at lyset nogensinde vender tilbage.

Når vinteren nærmer sig, lægger mørket sig som en dyne over verden, og som Morten Nielsen skriver ”Nu sner det med mørke / og stilner med sne”, og han lader dermed sneen varsle vinteren og mørket. Andre ser sneen som vinterens sol, da sneen lægger sig som en sjælden, hvid lyskilde i solens fravær. Dette aner man i Inger Christensens første digt i digtsamlingen ”Lys”: ”Hvis jeg står / alene i sneen / bliver det klart / at jeg er et ur / hvordan skulle evighed / ellers finde rundt.” imens hun kun meget sparsomt bruger selve ordet ”lys”, som om det er noget meget kostbart.

Er mørket blot lysets tøven, og er de to begreber dermed knapt så forskellige, som vi forsøger at gøre dem til? Under alle omstændigheder er der ikke noget mere livsbekræftende, end når den første forårssol langsomt får mere magt efter vinterens mørke, som det eksempelvis udtrykkes i salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød (…) Hvilken saglig jubel skønt alt er tyst / medens lyset lander på verdens kyst.” Og kan man overhovedet finde en salme, som ikke indeholder lyset som tema i en eller anden forstand? ”Lysets engel går med glans…” er blot ét enkelt andet eksempel.

Med forårets og sommerens komme, fejres lyset tilbagekomst, og alt det, mørket har skjult, bliver pludseligt synligt igen. Når Drachmann i Midsommervisen ønsker ”Fred her til lands”, er det truslen fra hekse og trolde, der skal afværges, så ”Dem vil vi fra livet med glædesblus holde:”. Vi fejrer Sankt Hans med blussende bål og hylder midsommeren.

Men hvem har ikke forstillet sig monstre, hekse og trolde, når lyset blev slukket på børneværelset? For mange er mørket netop noget skræmmende, der sætter fantasien i gang, men for andre er mørket noget dragende. Tænk bare på Michael Strunge, der vandrede København tyndt om natten og her blev inspireret til nogle af sine bedste digte. Digte, der er undfanget i natten, men samtidig er så fulde af lys ”langsomt oplades natten af / byens lys / stjerneknapperne blinker. (…) Vi har hud af den sarteste drøm / og hjerter der lyser mere end / neon.”

I et af de mest berømte af H.C. Andersens eventyr, bliver lyset det centrale omdrejningspunkt for hele handlingen. Den lille pige med svovlstikkerne tænder først én, og så til slut hele bundtet. ”Ak! en lille svovlstik kunne gøre godt (…) Hun trak én ud, "ritsch!" hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Alle kender slutningen og ved, hvad der venter, når svovlstikkerne er brændt ud. 

Det er således muligt at arbejde med tekster fra antikken, vikingetiden eller middelalderens litteratur, eller måske tage udgangspunkt i tekster fra oplysningstiden, romantikken, det moderne gennembrud eller modernismen. Kun fantasien sætter grænser. Det er dog vigtigt, at teksterne TEMATISERER EMNET LYS OG MØRKE OG ER SKREVET FØR 2000.

SkriveCup 2023 er støttet af fondsmidler fra Fonden for Entreprenørskab

 

Se en video med årets vindere af SkriveCup 2023 nedenfor.

Vindere af SkriveCup 2023 Hannah, Rosa, David og Jennink 2.r fra Aarhus Katedralskole sammen med deres dansklærer, Mette Schjemte.